En blog om livets små og store genvordigheder

Jobsøgningskursus tre måneder efter

Nu er det så ved at være tre måneder siden, jeg var på fjorten dages jobsøgningskursus hos Hartmanns, og nu har jeg lige været til rådighedssamtale i HKs akasse, så nu må det være tid til en lille opdatering.

Jobsøgning

Siden det famøse jobsøgningskursus og sidste rådighedssamtale har jeg uden held søgt femten stillinger. De fleste som jobkonsulent.



Jobcenter

Da der ikke har været det store udbytte, er jeg begyndt at undersøge mulighederne for at blive ansat i et job med løntilskud. Jeg har kontaktet til jobcentret og haft et møde med en jobkonsulent.

Jeg ville gerne ansættes et sted, hvor jeg kunne oparbejde noget erfaring inden for jobkonsulent området, men indtil nu har jeg kun fået tilbudt et sekretær lignende job på byens forsorgshjem. Hvilket jeg valgte at takke nej til, da jeg ikke tror, det kan forbedre mine senere jobmuligheder.

Tag teten

Jeg har ikke tænkt mig at sidde med hænderne i skødet og vente på systemet fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Det modtages også positivt alle vegne, men det er som om systemet ikke rigtig er gearet til at hjælpe folk videre. Det bliver meget en venlig sludder for en sladder.

Jobsøgningskursus

Indholdet i jobsøgningskurset var primært fiduser til, hvordan man skriver ansøgninger og CV. Hvilket selvfølgelig er vigtigt, men jeg savner lidt sparring omkring uddannelsesmuligheder og regler for virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud. De nævnte det tit, men reglerne blev der gået lidt let hen over.

Ansættelse med løntilskud

Der er stor forskel på at blive ansat med løntilskud inden for det offentlige og det private.

Man kan blive ansat med løntilskud i det offentlige fra dag et, mens man først kan blive ansat i job med løntilskud i det private efter ½ års ledighed.

Hvis man bliver ansat inden for det offentlige, får man løn svarende til dagpenge, mens man hvis man bliver ansat i det private skal have en løn svarende til det normale inden for det område, man arbejde med.

Det er også værd at bemærke, at når man er ansat med løntilskud tæller det ikke som arbejde i forhold til ens dagpengeperiode, så den periode man har ret til at modtage dagpenge fra akassen forlænges altså ikke.

Lønforsikring

Hvis man har en ekstra lønforsikring bliver den stadig udbetalt, hvis man er ansat med løntilskud i det offentlige, men ikke hvis man er ansat med løntilskud i det private.

Det skal du lige holde dig for øje, hvis du har en lønforsikring, for hvis du bliver ansat til en lavere løn, kan du risikere, at dine eventuelle udbetalinger efterfølgende bliver mindre, så du skal kun tage et job med løntilskud til en lavere løn i det private, hvis du er rimelig sikker på, det vil føre til et fast arbejde.

Ansættelsens længde

Da jeg først forlagde ideen for jobcentret foreslog de at jeg tog ansættelse i ½ år. Det er efter min mening alt for længe taget i betragtning at min dagpenge periode ikke forlænges. Hvis jeg skal ansættes med løntilskud har det følgende formål:

  • Jeg skal oparbejde noget erfaring.
  • Virksomheden og jeg skal finde ud af, om vi passer sammen.
  • Virksomheden og jeg skal finde ud af om jeg kan bestride jobbet.
  • Jeg skal finde ud af, om det nye område overhovedet er noget for mig.

Det kan vi sagtens finde ud af i løbet af tre måneder. Og hvis det endelig skulle vise sig at ovenstående er ok, men at jeg behøver mere oplæring, så er der jo ikke noget i vejen for at forlænge aftalen – det er i hvert fald noget nemmere end at forkorte den!


2 Responses to Jobsøgningskursus tre måneder efter

Leave a reply