En blog om livets små og store genvordigheder

Familieliv og venskab

“Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country,”  sagde præsident Kennedy i en berømt tale.

Der er fordele ved venskab såvel som familieliv, men når man indgår i en relation til andre mennesker, må man til gengæld give køb på nogle individuelle manøvremuligheder.


Vores fælles velfærd bør komme først

Den fælles velfærd bør være den røde tråd i alle relationer. Det er fakta, uanset om det handler om familieliv eller venskab.

Fællesskabet bør være det, der ligge alle mest på sinde, og det er måske netop her problemerne opstår i de fleste relationer.

Det ser ud til at en del mennesker spørger sig selv, hvad de kan få ud af det, inden de vælger at indgå f0rskellige relationer. Og det er det forkerte udgangspunkt.

Udbytning af mennesker

Når du spørger, hvad du kan få ud af et fællesskab, tænker du netop først på dig selv og sidenhen på fællesskabet – og så er der ikke længere tale om et fællesskab, men om forsøg på at udbytte og udnytte andre mennesker.

Det kan gøres på mere eller mindre charmerende måder, men det ændre ikke det rigtige i udsagnet.

I menneskelige relationer handler det ikke om, hvad du kan få ud af relationen, men hvad du kan bidrage med til fællesskabet – og alle har noget at bidrage med!


Størst mulig livskvalitet

Det gode ved det er, at alle får størst udbytte af familieliv og venskab, hvis de involverede tænker helhed før individ.

Ind imellem bliver vi nok alle sammen lidt selvcentrede og prøver at trække mere ud af den fælles relation end der tilkommer os, men hvis vi hver især holder os fællesskabet for øje, er vi på rette spor, og øger den fælles velfærdsværdi.

Hvordan kan man så gøre det rent praktisk spørger du måske, mere om det næste gang – til da nyd livet i de relationer, du indgår i. 🙂


9 Responses to Familieliv og venskab

  1. Kære Tina og Bent.

    Godt så!!! Nu ved jeg tilfældigvis, at ihvertfald du Bent er ved at være godt oppe i årene, så jeg bøjer mig for erfaringen 🙂

    Og som nævnt er jeg under uddannelse, og først for ganske nyligt begyndt at sætte mig lidt ind i de forskellige begreber.

    Det var ikke noget jeg brugte meget tid på at studere som murersvend, der var jeg det bare 😀

    Knus til jer, ser frem til et nyt godt emne her på tinaogbent.dk

  2. Hej igen Tina og Bent.
    Nu kommer der altså lige en masse ord som ikke er mine. Længe leve google og wikipedia.

    Egoet:
    Psykosyntesen kan vende sig mod psykoanalysen når den skal definere ”ego”: ”ego” er det aspekt af individet der er tilpasset samfundet. Det består af forskellige funktioner, vaner og forsvar. Det er sammensat af bevidste og ubevidste personlighedselementer.

    Egoisme kommer fra det latinske ord ego, som betyder jeg, en selv. Egoisme refererer til egenkælighed, egennytte, en person som kun tænker på sig selv, en egoist. Egoisme er det omvendte af altruisme.

    Selviskhed, derimod, er et resultat af den fundamentale trang til selvopholdelse og selvhævdelse, resultatet af ønsket om at besidde og dominere, og finder som sådan hele tiden forhindringer, der hindrer at ønsket tilfredsstilles.
    Det vækker agressivitet og vold og en tilskyndelse til at ødelægge det, der vanskeliggør opnåelsen af ønskernes mål. Selviskhed er dybt rodfæstet i mennesket og har altid eksisteret, men i vore tider antager den mere markante og farlige former, fordi det moderne liv forsyner os med stærkere stimuli, færre begrænsninger og flere magtfulde destruktive midler.
    At kontrollere selviskhed er derfor ikke kun et moralsk krav, det er en nødvendighed for social sikkerhed.

    ” så hvis jeg forstår det her rigtigt, hvad bestemt ikke er sikkert. Så vil en selvisk besidde og dominere, kontrollere andres opfattelse af en given ting. Hvor en egoist ”bare” er glad ved sin egen og sig selv” 🙂

    Selv-centrerethed. Selvom den er mindre indlysende og primitiv end selviskhed, så er den også en stor forhindring på grund af dens tendens til at relatere alt til det personlige selv, at betragte alt fra sin egen personligheds vinkel, at koncentrere sig udelukkende om sine egne ideer og emotionelle reaktioner. Den kan være godt skjult, idet den kan sameksistere med helhjertet tilknytning til andre og med opofrende handlinger.

    Det selvcentrerede individ behøver ikke være og er ofte slet ikke selvisk. Individet kan være altruistisk og oprigtigt ønske at gøre godt, men ønsker at gøre det på sin egen måde. Derfor er det sandsynligvis anmasende og fanatisk.

    Vedkommende forsøger at omvende alle til sin overbevisning, at påtvinge sine metoder og ser kun frelse i de midler som individet selv tilbyder. Denne holdning er en grundlæggende fejlagtig synsvinkel, et virkeligt ”ptolemæisk” snarere end et ”kopernikansk” livssyn. Derfor kan vedkommende, selv med de bedste intentioner, gøre reel skade, lige som den godhjertede munk i fortællingen, som ser en fisk i vandet og skynder sig at redde den fra at drukne ved at bære den op i et træ.

    • Nu skal det her jo ikke udvikle sig til en strid om ord 🙂

      Men – sandheden kommer altid efter men ikke:-)

      I følge Den Danske Ordbog har ordene følgende betydning:
      Selvisk
      Tilbøjelig til at skaffe sig fordele og pleje egne interesser.
      Egoistisk
      Tilbøjelig til kun at tage hensyn til sig selv og sine egne behov og interesser; jf selvisk, egennyttig.
      Egoisme
      Det at sætte hensynet til sig selv ell. til egne interesser over hensynet til andre.

      Så for at holde tingene enkle og ikke fjerne fokus fra det væsentlige, vil vi tillade os, fortsat at bruge selviskhed og egoisme som synonymer.

      Selvcentreret
      Selvoptaget; med en opfattelse af sig selv som altings midtpunkt.

      At være selvcentret er altså noget helt andet og er nok det, der forårsager de største problemer i menneskelige relationer. Det var nok et emne til et indlæg en gang.

      Den Danske Ordbog

  3. Kære Tina og Bent.

    Først mange tak for jeres Blog, og de mange indlæg i den. De mange indlæg har ofte beriget min hverdag og givet mig stof til eftertanke.

    Specielt det her emne kunne jeg godt tænke mig at koge lidt suppe på. Jeg er i gang med et pædagogisk assistent studie, hvilket nok præger mine tanker/opfattelse omkring relationer og hvordan jeg indgår i dem.

    Jeg er af den overbevisning, at hvis jeg skal danne fællesskab med nogen overhovedet, er “det fælles tredje” en altoverskyggende faktor. Har vi ikke det fælles tredje, vil der ALTID være uligevægt i relationen.
    Begge parter vil til enhver tid kunne stå med hver deres fælles tredje, og mene at modparten er egoistisk og selvcentret. Egoistiske og selvcentret, behøver ikke betyde selviske, da de jo begge ønsker at dele noget med en anden 

    Et eksisterende fællesskab:

    I et eksisterende fællesskab, er det efter min opfattelse en helt anden snak.

    Et eksisterende fællesskab har allerede fastlagt sit fælles tredje, det budskab fællesskabet ønsker at videre bringe/ dele med andre.
    Man kan undres over at nogen melder sig ind i en fodbold klub, hvis det personen ønsker i virkeligheden er at spille håndbold. Eller hvis en person melder sig ind i et fællesskab hvor de brænder for at spille rock musik, hvis personen selv i virkeligheden brænder for at spille skak.

    Her sker det, tror jeg, at det fælles tredje bliver fællesskab. Altså det at være fælles med andre mennesker om et eller andet, uanset hvad, driver den nytilkomne.

    Dette kan måske nok kaldes egoistisk og selvcentret, da personen ser bort fra det eksisterende fællesskabs fælles tredje, men næppe selvisk, da den nytilkomne, igen, har et ønske om at dele noget med en eller flere personer.

    Her mener jeg det eksisterende fællesskab har et ansvar og er forpligtet til at oplyse den nytilkomne om fællesskabets fælles tredje. Hvis den nytilkomne til gengæld forsætter i egen retning, kan man kalde det selvisk, da personen så ønsker at indgå i et fællesskab, på trods af konsekvensen for fællesskabet.

    Uanset hvilken relation/fællesskab det er at jeg ønsker at indgå i, er kommunikation et væsentligt faktor. Det er altså vores alles ansvar at fremlægge hvad vores ønske om et fælles tredje er. At der findes fællesskaber der er så store at det fælles tredje aldrig når ud til den nytilkomne er sørgeligt, men, tror jeg, ofte tilfældet.

    Nå. Det blev en længere smøre, håber mine tanker giver mening, eller i hvert fald anledning til at mod argumentere.

    Med Venlig Hilsen.
    Claus Rask Larosse.

    • Hej Claus

      Tak for dit gode indlæg!

      Du har naturligvis ret. Hvis der ikke er et fælles tredje, altså noget man er fælles om, er der slet ikke et fællesskab.

      Og for at et fællesskab skal kunne fungere, skal der være rimelig konsensus om formålet, ellers splittes det eller hendør i ligegylighed – og i begge tilfælde ødelægges og dør fællesskabet.

      PS: I øvrigt vil vi mene, at selvisk og egoistisk betyder det samme?

Leave a reply