En blog om livets små og store genvordigheder

Parforhold

Som ordet siger, er et parforhold to mennesker, der indgår i et forhold.  Ideelt set er et parforhold den mest intime relation, vi mennesker kan indgå i. Alligevel ser vi, at næsten hver andet ægteskab ender i skilsmisse. Hvorfor er det mon sådan?
En del af forklaring skal nok findes i den indfaldsvinkel og de forventninger, mange ligger til grund for at indgå i parforholdet.


Parforholdet kommer først

Som vi har skrevet tidligere, er det en forudsætning for et fællesskab, at medlemmerne af fællesskabet sætter det først.

I et parforhold vil det sige, at man spørger sig selv: ”Hvad er bedst for os begge to?” Vi er kodeordet i et hvert velfungerende parforhold.

Faktisk er et forhold, hvor en eller begge parter ikke har vi som kodeord, slet ikke er et parforhold!

Krise i parforhold

Når vi møder nogen, der snakker om, at de har problemer i parforholdet peger de ofte på noget konkret som f.eks. psykisk eller fysisk vold, skænderier eller klassikeren jalousi i parforhold. Andre gange er de mere svævende og snakker om manglende nærhed eller om kærlighed i krise. Samtlige udsagn har som udgangspunkt ikke nødvendigvis noget med parforholdet at gøre.

Ofte vil et parforhold i krise være udtryk for at den ene part har nogle problemer, som fællesskabet ikke er i stand til at håndtere på fornuftig vis.

Bland dig uden om

Når vi som part i et parforhold ikke kan håndtere vores partners problemer, er det som oftest fordi, vi blander os selv ind i det. Vi tænker på os selv frem for på partneren eller fællesskabet.

Hvad siger du! Hvor vover du at sige, jeg tænker på mig selv, når min partner har problemer!


Okay lad os tage et eksempel fra hverdagen i disse arbejdsløshedstider.

Din partner vantrives på sit arbejde. Hun har måske fået en ny chef, som gør hendes liv til et helvede. Det påvirker hende psykisk, både fordi det er ubehageligt og fordi hun frygter en fyring med der af følgende dårlig økonomi, så hun bliver lidt trist, men orker ikke rigtig at snakke om det. Det forøgede pres dræner hende meget naturligt for energi, og det viser sig bl.a. som manglende lyst til sex.
Nu har du en indelukket partner, der ikke snakker og som ikke vil have sex.

Hvor lang tid går der før, du begynder at tænke på, at det er synd for dig, at du ikke får noget sex? Hvornår begynder du at spekulere på, hvad der mon er galt med dig, siden hun ikke vil have sex mere?

Hvornår tænker du på, hvad der mon plager hende, siden hun ikke har lyst til sex?

Nej vel. Det skal absolut have noget med dig at gøre. Som de fleste mennesker har hun nydt sex i mange år, men at det er synd for hende, at hun nu ikke har den glæde længere, falder dig slet ikke ind – Du tænker kun på, at det går ud over dig og hendes manglende sex lyst skal absolut have noget med din person at gøre.

Så i din selvcentrering er du nu en belastning, der ikke bidrager til den fælles velfærd, men trækker veksler på og formindsker dens værdi.

Bidrag til den fælles velfærd

Hvis du nu i stedet havde rettet opmærksomheden mod din partner og den fælles velfærd, så havde du ikke blot bemærket hendes manglende sexlyst, men også hendes tristhed og mangel på energi.

Du ville have været opmærksom på, at der var et eller andet, der plagede hende, og i stedet for at kræve sex eller svar, ville du have forsøgt at støtte og bekræfte hende i hendes værd.

Hun på sin side ville have følt den nødvendige tryghed på hjemmefronten. Det ville have sat hende i stand til hurtigere, at tage hånd om problemerne på arbejdspladsen og delagtiggøre dig i hendes bekymringer og overvejelser.

Sammen ville I kunnet have øget den fælles velfærd, trods de udefrakommende besværligheder.

Og uanset hvordan situationen på arbejdspladsen ville have udviklet sig, ville samhørigheden i jeres parforhold være styrket og værdien af den fælles livskvalitet være øget.


Fakta om parforhold

Undersøgelser viser, at de hyppigste årsager til skilsmisse er:

  • Manglende evne til kunne lide at snakke sammen og manglende evne til at løse problemer igennem samtale.
  • Tab af respekt og sympati for ægtefællen.

“Ærgrelser og irritationer over ægtefællens adfærd” angives som den primære årsag til stress i de opløste parforhold.

Alle udsagn der fortæller at fællesskabet er gået fløjten – og uden fællesskab intet parforhold. Sådan er det. Men behøver det være sådan? Mere om det næste gang.

De udløsende faktorer

Det, der helt konkret gives som grunde, der udløser en skilsmisse, er:

  • Den ene af ægtefællerne er blevet forelsket i en anden.
  • Den ene af ægtefællerne er blevet grebet i utroskab.
  • Den ene af ægtefællerne har opført sig voldeligt.
  • Ægtefællerne er blevet udsat for en stærkt forøget stressbelastning, f.eks. alvorlig sygdom eller økonomiske problemer.
  • En stærk stigning i ærgrelse, irritation og vrede over partnerens adfærd.

Når udsagn som disse kommer fra mennesker, der er gået fra hinanden, vil det helt enkelt være udtryk for, at der ikke længere er et fællesskab og at parforholdet i realiteten allerede var opløst. Men behøver det være sådan? Mere om det næste gang.

Leave a reply