Ingen havde det som mig!

Gang på gang drak jeg mere end, det var meningen, og mit og familiens liv begyndte at falde fra hinanden. Jeg måtte jo have rygrad som en regnorm.

Jeg følte vrede mod omverdenen og blev utilpas, når jeg var sammen med andre, der ikke drak.

Jeg begyndte at få angst og kunne pludselig føle trang til gråd. Jeg overvejede selvmord. Selv når jeg var sammen med andre mennesker, følte jeg mig alene og ensom – jeg følte mig anderledes.

I et fællesskab med ligesindede har jeg formået det, jeg ikke kunne alene, jeg er blevet ædru. Det umulige er sket. Jeg har et godt indholdsrigt liv – uden alkohol!

Hvad er alkoholisme?

Alkoholisme er en lidelse.

Den kendte læge og specialist i alkoholbehandling Dr. William Duncan Silkworth forklarer det med, at alkoholikere rent fysisk reagerer anderledes end flertallet, når vi drikker.

Den fysiske reaktion bevirker, at vi får en uimodståelig trang til at drikke mere. Den trang er så stærk, at vi ikke kan kontrollere den. Det kalder han kontroltab eller trangen.

At bede alkoholiker om at stoppe, når han har drukket en genstand, svarer til at bede en mand med et anfald af høfeber om at holde op med at nyse.

Jeg prøvede først på forskellig måde at kontrollere mit alkoholforbrug. Jeg forsøgte kun at drikke i weekenden. Jeg gik fra øl over til vin. Jeg skiftede vin ud med stærk spiritus. Jeg satte begrænsninger som f.eks. først at drikke efter kl.12.00. Og så videre og så videre.

Resultaterne var imidlertid nedslående ens, før eller siden endte jeg altid med at blive for fuld på de forkerte tidspunkter.
Til sidst kastede jeg håndklædet i ringen og besluttede mig for, at jeg aldrig nogensinde ville drikke så meget som en eneste genstand! En beslutning der gang på gang skulle vise sig umulig at holde fast i.

Til sidst spurgte jeg mig selv, om jeg var blevet sindssyg?

Dr. Silkworth gør det klart at årsagen, til den manglende succes, er, at når vi alkoholikere stopper, begynder vores tankegang at drive gæk med os, og vi begynder at tænke på en drink og på, hvordan den vil få os til at føle, og den tanke bliver så magtfuld, at den overvinder tanken om, at vi ikke kan drikke, så vi tager en drik, og, som følge af den fysiske reaktion, ender vi før eller senere med at blive fulde.

Så fysikken er altså ikke mit eneste problem.

Mit største og egentlige problem er, at selvom mine erfaringer med alkohol tydeligt viser, at jeg bliver nødt til at lade være med at drikke, og jeg er fast besluttet på det så kommer der altid et tidspunkt, hvor min hjerne fortæller mig, at det er en god ide at drikke.

Så jeg drikker måske en øl eller et glas vin, starter den fysiske reaktion og ender i en ny druktur.

De to fænomener tilsammen er alkoholisme.

Det er derfor, alkoholisme er en lidelse, der kan defineres som en psykisk besættelse kombineret med en fysisk allergi.
Når jeg hverken kan drikke uden at miste kontrollen eller lade den første stå – så er jeg magtesløse over for alkohol, og mit liv ender i en kæde af mere eller mindre uregelmæssige drukture.