For et par dage siden offentliggjorde Quincy Jones, at han planlægger en genindspilning af We Are the World til fordel for ofrene for jordskælvet i Haiti.
Fredag fortalte grundlæggeren af Microsoft, at hans fond Bill & Melinda Gates Foundation vil give et bidrag til vaccinationer i den tredje verden på intet mindre end, hold nu fast, 50 milliarder kroner, ja der står milliarder.
Og i aftes brugte DR hele sendetiden på at samle ind til Haiti og Afrikas kvinder.
Dette er kun tre eksempler på den verdensomspændende villighed, der er til at hjælpe mennesker i nød.
Nødhjælp i stort omfang
I en del år har jeg selv fornemmet en lidt opgivende holdning til nødhjælps indsamlinger. Hvad skulle det nytte? Nu har vi samlet ind i rigtig mange år og alt udarter sig værre og værre. Derfor er det forrygende at se den store opbakning, der kommer til udtryk – og den professionalisme som en fond som Bill & Melinda Gates Foundation næsten uundgåeligt vil blive garant for.
Tsunami
Efter indsamlinger til ofreerne for tsunamien omkring årsskiftet 2004/2005 blev bidragsyderenes moral desværre beklikket. De gav kun fordi det var til turistområder, og der var ramte europærer osv. osv. Horribelt! Jeg tror, folk gav fordi det var forfærdeligt, og man havde et ønske om at hjælpe!
Et jordskælv, en tsunami eller en anden naturkatastrofe kræver øjeblikkelig hjælp og så er den ikke længere. Ligesom hvis der er en, der bliver kørt over, så træder man til og hjælper.
Afrika
Situationen i Afrika er en helt anden. Afrika har modtaget nødhjælp i rigtig mange år efterhånden og lige lidt hjælper det. Det er meget mere kompliceret og handler mindst lige så meget om politik som om nødhjælp. Hvis vi bruger eksemplet med trafikulykken, er der tale om genoptræning snarere end førstehjælp.
Nødhjælp er også fup og levebrød
Lad os være ærlige. Vi ved jo godt at en stor del af nødhjælpen aldrig når frem eller honoreres som lovet. Mange af de værste magthaverer sidder på magten netop på baggrund af nøden og den støtte deres land modtager.
Embedsmænd på alle niveauer lever af korruption og nødhjælp. Tror du en tolder der stort set lever af korruption fra nødhjælp har interesse i at fordelingen bliver mere effektiv, hvis hans indtægt falder? Nej vel.
Så i de områder hvor der er politik i det, tror jeg, vi ofte skader mere end vi gavner, når vi blander os.
Den oplevelse, tror jeg ikke, jeg er alene om, og jeg vil i hvert fald ikke finde mig i, at mine motiver for at hjælpe mennesker i nød, skal beklikkes af levebrødshumanister.
.